Sommerferie på Kreta i 2020 var en stille oplevelse. Der var ganske få hoteller, som havde åbent for sæsonen, og tavernaer og butikker havde lukket, især i de sæsonprægede områder var der tomt og forladt. Hotellerne stod lukkede med store kæder og hængelåse på porten, intet vand i poolen og blomsterne var visnede i deres krukker. Det var et trist syn.
Havnen i Chania var temmelig forladt, enkelte tavernaer og nogle få turistshops havde åbent, det var en underlig fornemmelse, at stå næsten helt alene, hvor der normalt er tæt af folk og høj stemning. I de smalle butiksgader forsøgte nogle butikker, at holde åbent sidst på dagen og om aftenen, andre havde ikke besluttet sig endnu. Det kørte på lavt blus.
I de små landsbyer var det lidt anderledes, der var dagligdagen mere normal, men der blev ofte talt om og luftet bekymring for virussen, økonomien og hvor slemt det stod til med smitten i andre lande. På det tidspunkt havde Grækenland ganske få smittede og grækerne havde den opfatelse, at det ville forblive sådan.
Vi følte os trygge i vores lille lejede feriehus i Chorafákia og nød at være under den kretensiske sol igen. Vi havde vores bil og kom omkring, dog ikke så meget som tidligere, men vi kom da på et par ture til sydkyststrandene Elafonissi og Kedrodasos og en smut til Knossos. Ellers opholdt vi os hovedsageligt i nærområdet hvor vi tog på smutture eller havde lange dovne dage på vores lokale strand, hvor der er mulighed for både sup surf, en kold frappé og græsk mad.
Vi var forsigtige, men aldrig utrygge, og vi nød vores ferie i fulde drag.