Juli 2020 – Ferie eller ikke ferie!
I 2020 hvor covid for første gang lukkede europa ned, var det først ganske få dage før afgang, at vi fik afklaring på, om vores sommerferie på Kreta vil blive til noget eller ej. Ville grænserne åbne, ville flyafgangen blive aflyst, ville rejseforsikringen dække,...
Der findes skønne strande langs Kretas kyster. Både store og betagende med liggestole og cafeer, hvor frappén altid er inden for rækkevidde, nogle med fint sand og lavt vand, andre med grus og sten. Der er altid rig mulighed for en god snorkletur.
Maden er vidunderlig og ofte er det svært at vælge fra menukortet. Skal man have grillet lam, langtidsstegt kanin, eller kalamari? Og der er også alle de skønne friterede grønsager og de dampede grønsager, og græsk salat og tzatziki og hvad med mousaka og det der har stået og simret på komfuret hele dagen…
Historiens vingesus ses alle steder. Man møder Minoerne i Knossos og Festos, hvor man får et glimt af deres velstand og kultur. Og på Spinalonga fornemmer man klart både fortet og den senere spedalskhedskoloni. Besøger man De allieredes kirkegård i Souda, er historien pludselig nærmest nutidig og meget nærværende.
For os er det blevet en absolut nødvendighed, at have en bil til rådighed, når vi er på Kreta. Det havde vi ingen forudanelse om første gang vi lejede en bil, og det var heller ikke ikke noget vi tørstede efter. Men så blev vores søn på 4 år syg, og vi fik brug for et køligt sted. Og da der ikke var aircondition på hotellet, blev løsningen at leje en bil med klimaanlæg. Vi satte os i bilen, uden at vide hvor vi ville hen, men afsted kørte vi. Stoppede ved kiosken og købte en Turen rundt Kreta guide, og ikke nok med at bilen var dejlig kølig, så fik sønnike det hurtigt godt igen, og vi fik set og oplevet dejlige steder. Vi blev meget nysgerrige på Kreta, og måtte lige om det næste hjørne også. Og sådan er det stadig 22 år senere…