I 2020 hvor covid for første gang lukkede europa ned, var det først ganske få dage før afgang, at vi fik afklaring på, om vores sommerferie på Kreta vil blive til noget eller ej. Ville grænserne åbne, ville flyafgangen blive aflyst, ville rejseforsikringen dække, turde vi tage afsted og derudover skulle der udfyldes indrejseformularer der skulle og godkendes i Grækenland inden afgang.

Idet vi selv arrangerer vores ferie, måtte vi jo selvfølgelig også selv søge al information om de hurtigt skiftende, rejseregler. Heldigvis er der et par gode græske nyhedsmedier på engelsk (Keep talking Greece og Ekathimerini) , som altid er klar med det sidst nye fra Grækenland, så vi holdt dagligt øje, og følte os dermed godt informeret. Derudover var Microcosmo Creta, som vi lejer feriehus ved, også meget opmærksomme på de aktuelle regler og procedurer der skulle følges, og de sendte os den gældende information og links til PLF formularen. 

Til Kreta eller ikke til Kreta? Det blev det store samtaleemne i foråret 2020. Ville det være sikkert at rejse, ville det være sikkert at være på ferie på Kreta, er det dumt at tage afsted, eller er det ikke meget anderledes end at være herhjemme, bare med bedre vejr? Hvad gør vi, hvis vi får covid? Kan vi idet hele taget aflyse ferien og få pengene tilbage, hvis grænserne åbner og  rejsevejledningen siger god for det ? Vi havde mange tanker, mange spørgsmål og endnu flere overvejelser. 

Rejsevejledningerne blev ændret få dage før vores afgang, og så var det point of no return, vi kunne tage afsted. Og vi kom frem til, at idet vi har egen bil hele ferien og bor i et feriehus for os selv, hvor vi ikke skal dele faciliteter med andre, ville vi have en god mulighed for at undgå virussen, vi ville ihverfald have god kontrol med det meste.

De nye rejsevejledninger fik gang i flyselskaberne og de fik travlt med at tilpasse afgangene. For vores vedkommende endte det med, at vores afgang fra Aarhus blev flyttet til Kastrup og udskudt med to dage, alle billetter på os der rejste sammen blev synkroniseret og vi kom alle med den samme afgang til Chania. Oveni det fik vi, kvit og frit tilbudt, indenrigsfly fra Aarhus til Kastrup og retur, det tog vi selvfølgelig imod. 

Så trods tvivl og mange overvejelser tog vi afsted, og det viste sig at blive endnu en rigtig god ferie på Kreta.